Det er almindeligt kendt, at ansættelsesklausulloven (Lov 2015-12-15 nr. 1565 om ansættelsesklausuler) indeholder ufravigelige regler, som skal overholdes, for at der gyldigt kan aftales ansættelsesklausuler (f.eks. en konkurrenceklausul). Det har givet anledning til nogen tvivl, i hvilket omfang og under hvilke omstændigheder, lovens regler også gælder for andre end lønmodtagere, f.eks. hvornår den gælder for konkurrenceklausuler aftalt mellem ejerne af en virksomhed. Sidstnævnte problemstilling er meget aktuel, fordi der meget ofte aftales konkurrenceklausuler i ejeraftaler om ejerskabet til et selskab, et interessentskab mv.
Ifølge ansættelsesklausulloven bortfalder en aftalt konkurrenceklausul, hvis en opsigelse af en ansat er urimelig eller begrundet i virksomhedens forhold, f.eks. nedskæringer eller omstruktureringer af organisationen, og hvis den er for vidtgående i forhold til at værne arbejdsgivers interesser.
Ifølge ansættelsesklausulloven og forarbejderne til loven gælder dette også for andre end lønmodtagere, f.eks. administrerende direktører eller selvstændige erhvervsdrivende, som har påtaget sig en konkurrenceklausul.
Dette har givet anledning til tvivl om rækkevidden af ansættelsesklausulloven, der ud fra sit indhold i al væsentlighed handler om ansættelsesforhold og primært lønmodtagere, blandt andet om hvilke bestemmelser i loven, som er anvendelige i forholdet mellem ejere af en virksomhed. Netop dét spørgsmål, har Højesteret taget stilling til i sin kendelse.
A og B ejede hver 50 % af et holdingselskab og indgik en forligsaftale om overdragelse af B’s anparter til A. I forliget aftalte A og B, at en konkurrenceklausul i en tidligere aftalt ejeraftale skulle være gældende i to år fra forligsaftalens indgåelse. B var ansat i driftsselskabet (ejet af holdingselskabet), også efter A og B havde indgået den nævnte forligsaftale, hvor B’s ejerskab ophørte. B blev senere hen opsagt og bortvist i sin opsigelsesperiode, fordi han udførte konkurrerende handlinger.
B mente, at hverken bortvisning eller opsigelse var rimeligt over for B, og derfor var konkurrenceklausulen bortfaldet ifølge ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1.
Det fik B ikke medhold i af hverken byretten, landsretten eller Højesteret.
Højesteret kom frem til, at ansættelsesklausullovens § 11, stk. 1 gælder, når konkurrenceklausulen er indgået som led i et ansættelsesforhold, men ikke når klausulen er aftalt mellem parter i egenskab af virksomhedsejere.
Højesteret udtalte i sin begrundelse, at forligsaftalen blev indgået af A og B som led i afgørelsen af deres mellemværende angående holdingselskabet, og denne aftale blev indgået på et tidspunkt, hvor B var udtrædende medejer af holdingselskabet. Højesteret fandt derfor ikke, at B i den konkrete situation havde forpligtet sig som ansat men derimod kun som kapitalejer, og det kunne ikke føre til et andet resultat, at B både før og efter aftalens indgåelse var ansat i driftsselskabet.
Aftaler om konkurrence- og kundeklausuler er et komplekst område, og vi anbefaler, at man altid søger juridisk rådgivning i forbindelse med den type aftaler, da der er mange faldgruber at undgå og ufravigelige regler, som skal overholdes.
Kontakt Focus Advokaters afdeling for ansættelsesret eller konkurrenceret, hvis du vil vide mere.
Udlejers opsigelsesskrivelse – gør det rigtigt fra start!
Hvornår er rygning i et lejemål misligholdelse – og hvad kan udlejer gøre?
Entreprisekontrakter i nybyggeri – hvad skal du som bygherre være opmærksom på?