Jobopslag, hvor arbejdsgiver søger medarbejdere i en bestemt aldersgruppe, er i strid med forskelsbehandlingsloven

1.1.2012

Ligebehandlingsnævnet har i april 2012 afgjort to sager omkring forskelsbehandling i forhold til angivelse af alder i jobopslag.

Af forskelsbehandlingsloven fremgår, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Der foreligger således direkte forskelsbehandling, når en person på grund af eksempelvis alder, behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller vil blive i en tilsvarende situation.

Såfremt en person anser sig for krænket og kan påvise faktiske omstændigheder, som skaber en formodning for, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, må modparten bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Sagernes omstændigheder
Den første sag omhandlede A på 28 år, som havde søgt en stilling som receptionist hos B. Af B’s stillingsopslag fremgik blandt flere ønskede kvalifikationer, at B ønskede en medarbejder på mellem 30 – 45 år.

Der var mere end 300 ansøgere til stillingen, og A fik ikke stillingen.

A påstod således godtgørelse, da hun mente, at hun var blevet forskelsbehandlet i forbindelse med hendes ansøgning. Dette afviste B.

Den anden sag drejede sig om C, der på Jobindex havde fundet et stillingsopslag, hvor virksomheden D søgte unge journalister. Det fremgik direkte af opslaget, at man skulle være mellem 23 – 33 år.

C påstod, at D skulle fjerne sine alderskrav, så han kunne søge stillingen hos dem. D rettede jobopslaget og anførte, at det ikke havde været intentionen at diskriminere, samt at der havde været ansøgere til samtale, som var over 40 år.

Ligebehandlingsnævnets afgørelser
I begge sager fandt Ligebehandlingsnævnet, at annonceringen var i strid med forbuddet mod i stillingsopslag at annoncere efter personer af en bestemt alder. Det, at D havde haft ansøgere til samtale, som lå uden for det i stillingsopslaget anførte aldersinterval, havde ikke relevans.

I den første sag, hvor der var givet afslag til A, skulle det endvidere vurderes, om der var belæg for godtgørelse. Nævnet fandt, at da B i stillingsopslaget havde anført, at de søgte en medarbejder mellem 30 – 45 år, havde A påvist faktiske omstændigheder, der skabte formodning for, at der var udøvet direkte forskelsbehandling på grund af alder. Da B ikke kunne løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, fik A medhold. A blev tilkendt en skønsmæssigt fastsat godtgørelse på 25.000 kr.

Focus Advokaters bemærkninger:
Afgørelserne viser, at angivelse af aldersinterval i stillingopslag er i strid med forskelsbehandlingsloven. Dette er uanset, om der indkaldes ansøgere, som reelt ikke opfylder disse aldersangivelser til samtale.

Endvidere påpeger afgørelserne, at såfremt en jobsøger ikke får jobbet, så vil en sådan aldersangivelse i jobopstillingen, som ansøgeren ikke opfylder, skabe formodning for forskelsbehandling.

Indlæg af