Udgifter til godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven er ikke fradragsberettiget

18.3.2014

Lovgivningen og særligt retspraksis inden for ansættelsesretten ændrer sig løbende. Som opfølgning på seminaret omkring farlige opsigelser, hvor vi gennemgik forbuddet mod opsigelse begrundet i forskelsbehandling, vil vi gerne følge op med en ændring. Skatterådet har i to nye afgørelser fastslået, at udbetalte godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven er skattefrie for medarbejderen. Det gælder også, hvis godtgørelsen betales i forbindelse med en fratrædelse.

Tidligere blev godtgørelser beskattet som almindelig indkomst
Udbetaling af godtgørelse til en forskelsbehandlet medarbejder skulle før medregnes i den skattepligtige indkomst (for det beløb, der oversteg kr. 8.000). Begrundelsen var, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, og at erstatninger og godtgørelser normalt beskattes på samme måde, som det erstatningen træder i stedet for. SKATs holdning var altså, at godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven, som blev udbetalt ved fratrædelse, rent skattemæssigt blev behandlet som fratrædelsesgodtgørelse.

Udgifter til godtgørelse er ikke fradragsberettiget for virksomheden
Skattemyndighederne har nu fastslået, at godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven i stedet skal betragtes som skattefrie tortgodtgørelser. Det skyldes, at hensigten med godtgørelsen er at kompensere medarbejderen for den retsstridige krænkelse, som vedkommende har lidt ved at blive forskelsbehandlet. Samtidig har Skatterådet sagt, at udgifter til godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven ikke kan anses som led i en normal driftsrisiko, hvorfor udgifterne ikke er fradragsberettiget for virksomheden.

Vi forventer, at principperne i afgørelserne vil få samme virkning i forhold til godtgørelser i forbindelse med andre former for tilsidesættelse af beskyttelseslovene, herunder f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven og funktionærlovens § 2b. Dette er dog ikke endelig afklaret på nuværende tidspunkt.

Indlæg af