Lønudgifter er da fradragsberettigede - eller hvad?

29.10.2014

Landsskatteretten har i en ny afgørelse (SKM2014.731LSR) nægtet et selskab fradrag for lønudgifter. Lønudgifterne var afholdt som led i selskabets håndtering af en voldgiftssag, der vedrørte selskabets køb af en virksomhed.

Lønudgifter anses normalt for at være fradragsberettigede driftsomkostninger. Driftsomkostninger er omkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst. Ikke fradragsberettigede omkostninger er f.eks. omkostninger til at etablere eller udvide sin virksomhed. Disse omkostninger knytter sig til formuen og ikke til den løbende drift og er derfor ikke fradragsberettiget.
 
Et eksempel på, at ikke alle lønudgifter kan fradrages, er en sag fra 2007 fra Vestre Landsret. Her havde to direktører fået en bonus, som var betinget af, at det selskab, de var ansat i, blev solgt. Her fandt Vestre Landsret, at selskabet ikke havde fradrag for bonusserne, da omkostningerne ved salget af selskabet ikke var en driftsomkostninger, men en omkostning afholdt i aktionærernes interesse. Derimod var der sædvanligt fradrag for den ordinære lønudgift til direktørerne.
 
I den nye Landsskatteretsafgørelse  var der imidlertid ikke tale om en ekstraordinær bonus for medarbejderne. Medarbejderne havde fået deres almindelige løn, og den del af arbejdet/lønnen, der vedrørte voldgiftssagen, havde været en mindre del af deres sædvanlige løbende opgaver og løn.
 
Der var således ikke tale om, at medarbejderne havde fået et ekstraordinært vederlag for deres indsats i forbindelse med voldgiftssagen.
 
Spørgsmålet er, om den nye sag fra Landsskatteretten fører til, at virksomheder fremover skal opdele udgiften den enkelte medarbejders løn i henholdsvis en fradragsberettiget og ikke-fradragsberettiget del afhængig af, hvad medarbejderen det pågældende år rent faktisk har brugt sin tid på?  

En for denne sag ret væsentlig detalje var dog, at selskabet over for voldgiftsretten som led i voldgiftsrettens afgørelse af sagsomkostninger, havde udspecificeret den lønudgift, der var medgået til voldgiftssagen. Opdelingen af lønudgiften var dermed ganske tydelig.
Indlæg af