Fradrag for lønudgifter - mulig praksisændring på vej

Kort om fradrag for lønudgifter
Der er fradrag for driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder afskrivninger (statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a). Lønudgifter er et typisk eksempel på fradragsberettigede driftsomkostninger. Ikke fradragsberettigede omkostninger er imidlertid omkostninger til at etablere eller udvide sin virksomhed. Disse omkostninger knytter sig ikke til den daglige drift og er derfor ikke fradragsberettigede.

Tidligere har SKAT accepteret fradrag for lønudgifter uden at skele til, hvad de ansatte beskæftigede sig med. Dog er der i enkelte tilfælde blevet nægtet fradrag for ekstraordinære bonusudbetalinger til medarbejdere, når bonussen har været knyttet op på et salg af aktierne i arbejdsgiverselskabet. Her har SKAT fundet, at bonussen er udbetalt i aktionærernes interesse og ikke selskabets.

De to konkrete sager
De to sager blev behandlet samlet. De handlede om, hvorvidt to banker i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, havde fradragsret for lønudgifter til egne ansatte, som blev afholdt i forbindelse med opkøb af en anden banks bankfilialer i årene 2008-2010.

Til forskel fra de gamle sager om bonusudbetalinger, var der i de to Østre Landsretssager tale om ordinære lønudgifter og ikke særlige bonusbeløb eller lignende. Medarbejdernes opgaver adskilte sig heller fra deres almindelige daglige arbejdsopgaver.

Skatteministeriet gjorde gældende, at der ikke var fradrag for den del af bankernes lønudgifter, som henvendte sig til opkøbet af bankfilialerne.

Bankerne gjorde i forbindelse med sagerne gældende, at såfremt lønudgifterne ikke blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger, ville det være udtryk for en væsentlig praksisændring. Bankerne var af den opfattelse, at praksisændringen ikke kunne ske med tilbagevirkende kraft.

Østre Landsrets afgørelse
Østre Landsret udtalte, at erhvervsmæssigt betingede lønudgifter til medarbejdere i almindelighed er fradragsberettigede, da sådanne udgifter som udgangspunkt må formodes at være anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomstgav.

Landsretten fandt dog, at denne formodning kunne afkræftes, og efter en samlet vurdering, fandt landsretten, at formålet var en egentlig udvidelse af bankens virksomhed ud over dens hidtidige rammer, hvorfor der ikke var fradrag.

Østre Landsret fandt dog, at SKAT’s nægtelse af fradrag for de omtvistede lønudgifter udgjorde en så væsentlig praksisændring, at den ikke kunne ske uden forudgående offentligt tilgængelig klar tilkendegivelse herom.

Der blev lagt vægt på retspraksis i årene 2008-2010. Det var på dette tidspunkt lønudgifterne blev afholdt. Det blev anset for bevist, at bankerne på dette tidspunkt havde haft en berettiget forventning om, at lønudgifterne ikke skulle opgøres særskilt og ikke ville blive nægtet fradrag.

Bankerne blev derfor frifundet.

FOCUS bemærker
Dommene er blevet anket til Højesteret. Højesteret må formodes både at tage stilling til spørgsmålet om fradragsret og spørgsmålet om praksisændring med tilbagevirkende kraft.

Hvis Højesteret finder, at der kan nægtes fradrag i denne situation, forventes det, at SKAT ganske hurtigt herefter vil udsende et styresignal, der nærmere beskriver, hvornår SKAT anser lønudgifter for ikke-fradragsberettiget.

Af:  Advokat Heidi Bøgelund Hansen og trainee Anders Falkesgaard Hansen, den 6.12.2016.