Pressemeddelelse

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 1.6.2016

Focus Advokater har solgt sit forretningsområde inden for ejendomsadministration til Domhusgaarden Ejendomsadministration. Frasalget sker som led i Focus Advokaters strategiske udvikling og styrkelse af kerneforretningen siger partner, advokat Merete Vangsøe Simonsen.

”For Focus Advokater betyder salget, at vi kan koncentrere alle kræfter om at udvikle vores kerneforretning, der dækker over en lang række specialområder inden for erhvervsretten”, siger Merete Vangsøe Simonsen og fortsætter: ”I Domhusgaarden Ejendomsadministration har vi fundet den rigtige køber, der har ejendomsadministration som sin kerneforretning, og som er villige til at investere i den fortsatte udvikling af medarbejderne og samarbejdet med kunderne”.

Domhusgaarden Ejendomsadministration administrerer i forvejen et stort antal ejendomme for private udlejere, ejer- og andelsboligforeninger samt almene boligforeninger. Med opkøbet styrker de deres kerneforretning og bliver Fyns største uafhængige ejendomsadministrationsfirma.

Både inden for erhvervsjura og ejendomsadministration har markedet ændret sig de seneste år, og både Focus Advokater og Domhusgaarden Ejendomsadministration oplever, at kunderne i stigende grad efterspørger specialiseret rådgivning og ekspertviden. Hos Focus Advokater har specialiseringen haft topprioritet i flere år. For fire år siden blev hele virksomheden opdelt i specialeteams, og siden er der arbejdet målrettet med at styrke advokaternes kompetencer inden for de forskellige specialer. Salget af ejendomsadministrationen er et led i Focus Advokaters strategi om fortsat at styrke sin juridiske specialisering og faglighed inden for erhvervshandler, projektsalg og entreprise og komme endnu tættere på kunderne, deres brancher og deres udfordringer. Et andet kerneområde, hvor Focus Advokater har udvidet sine kompetencer og øget aktivitetsniveauet de seneste år er virksomhedsoverdragelser og andre rådgivningsopgaver inden for selskabsret nationalt og internationalt.

Salget kommer ikke til at gå ud over administrationskunderne. De erfarne medarbejdere i Focus Advokaters ejendomsadministration flytter med og administrationsaftalerne fortsætter uændret. Samtidig har Focus Advokater lavet en samarbejdsaftale med Domhusgaarden Ejendomsadministration, der skal sikre overgangen. De første måneder efter overdragelsen, som sker 1.7.2016, flytter en af Domhusgaardens ledende medarbejdere ind i Focus Advokaters ejendomsadministration for at lære afdelingen at kende. Først til september 2016 flytter medarbejderne i Focus Advokaters ejendomsadministration fysisk sammen med Domhusgaardens Ejendomsadministration i Albanigade 44.

For Merete Vangsøe Simonsen har det været afgørende, at Focus Advokaters ejendomsadministration er solgt til en virksomhed, der er specialist i ejendomsadministration, og som har en ambition om at blive Fyns førende ejendomsadministrator.

”Jeg ønsker Domhusgaarden stort tillykke med ejerskabet af vores ejendomsadministration. Jeg ved, hvilke fantastiske kunder og medarbejdere, de kommer til at overtage, og jeg glæder mig til vores fremtidige samarbejde omkring juridiske sager”, slutter Merete Vangsøe Simonsen.

For yderligere information
Kontakt advokat, partner Merete Vangsøe Simomsen fra Focus Advokater på mobil tlf. 41 37 20 25 eller partner René Søgaard Larsen fra Domhusgaarden Ejendomsadministration på mobil tlf. 24 20 64 70.

 

Indlæg af