Ikke moms på ejendom, selvom køber havde til hensigt at rive bygningerne ned

Nyt fra Focus Advokater, den 4.2.2016

Efter en periode, hvor SKAT gradvist har udvidet begrebet ”byggegrund” til at omfatte en hver ejendom, hvor køber måtte have til hensigt at nedrive de eksisterende bygninger, sætter Landsskatteretten i en ny afgørelse foreløbigt proppen i.

Disse forhold var til stede ved overdragelsen:

  • Ejendommen havde været anvendt til momspligtig udlejning

  • Ejendomme stod på overdragelsestidspunktet tom, og alle lejere var fraflyttet

  • Ejendommen blev solgt med en ansvarsfraskrivelse

  • Aftalen var betinget af klagerens aftale med boligforeningen

  • Aftalen var betinget af lokalplansændring

  • Boligforeningen ville for egen regning nedrive alle bygninger på nær en gavl

  • Som del af aftalen, skulle der indgås totalentrepriseaftale mellem klager og boligforeningen

  • Købesum blev fastsat med udgangspunkt i en stipuleret byggeret.

SKAT nåede frem til, at der momsmæssigt var tale om overdragelse af en byggegrund med deraf følgende momspligt, idet SKAT i lighed med de seneste trykte afgørelser valgte at tillægge det afgørende betydning, at boligforeningen havde til hensigt at nedrive de eksisterende bygninger.

Klageren indbragte sagen for Landsskatteretten. Landskatteretten nåede i modsætning til SKAT frem til, at der ikke skulle pålægges moms, og det interessante ved afgørelsen er følgende præmis fra retten:
 

”…Der er ikke grundlag for at lægge til grund i en situation som den foreliggende, hvor der  ikke er tale om et ubebygget areal, (at der) kan tillægges afgørende vægt på Købers hensigt ….

Skat har således ikke henvist til særlige forhold vedrørende bygningens størrelse eller tilstand set i forhold til f.eks. arealets størrelse eller andre omstændigheder, som eventuelt kunne føre til andet resultat”.


Dermed er vi tilbage til de oprindelige momenter, som fremgår af SKATs vejledning på området:
  • Prisfastsættelse sammenholdt med normalværdi

  • Bebyggelsens karakter

  • Manglende tilslutning til forsyning

  • Ejendommens tidligere anvendelse

  • Sælger deltager ikke i nedrivning af eksisterende ejendom.


FOCUS bemærker
Efter min opfattelse er afgørelsen evident rigtig, subjektive momenter som ”Købers” eller senere erhververes hensigter med ejendommen bør ikke være afgørende for sælgers momsmæssige behandling.

Som følge af, at afgørelsen må siges at være en væsentlig korrektion af gældende administrative praksis, vil jeg anbefale, at man gennemgår tidligere overdragelser, hvor SKATs afgørelse har hvilet på forudsætningen om købers nedrivningshensigt, således at der i de tilfælde, hvor det er muligt, kan søges genoptagelse. Måtte der være behov for assistance, kan jeg kontaktes på mail ts@focus-advokater.dk eller telefon 63142062 / 27105223.
Indlæg af
Tine Seehausen

Tine Seehausen

Partner, advokat (L), Cand.merc.aud, LLM in VAT and indirect tax Læs mere