Standardiseringsaftaler øger produktiviteten

Standardiseringsaftaler øger produktiviteten

Af.: Jesper Kruse Markvart, advokat, LL.M. (BSC) Competition Law & Economics, Focus Advokater den 3.9.2018

Aftaler om etablering af standarder øger produktiviteten, men kan begrænse konkurrencen.

Ny økonomisk analyse viser, at erhvervslivet bliver mere produktivt og vækster mere, i takt med øget anvendelse af standarder.

 

Standarder øger produktiviteten

Analysen viser, at anvendelsen af bl.a. nationale og internationale standarder øger virksomheders produktivitet ved på en række områder, at formindske virksomhedens omkostninger. Det er bl.a. tilfældet ved virksomhedens produktionsomkostninger, der bliver mindre, da risikoen for fejlproduktion formindskes. Det er også tilfældet for virksomheder, der anvender underentreprenører, da virksomheden ikke behøver udlevere komplicerede produktionsspecifikationer, men i stedet kan henvise til en standard. Standarder mindsker også virksomhedernes omkostninger forbundet med at overholde gældende regler, da standarderne er udarbejdet, så de overholder gældende regler. Virksomheden behøver således ikke afsætte så mange ressourcer til risikoen for fejlproduktion, underleverandørers fejl eller compliance, såfremt virksomheden anvender standarder.

 

Analysen viser også, at anvendelsen af standarder på tværs af sektorer er forbundet med hele 39 procent af væksten i arbejdsproduktiviteten og 28 procent af væksten i BNP i de nordiske lande i undersøgelsesperioden. Anvendelsen af standarder er dermed generelt en væsentlig katalysator for vækst, innovation og bedre kvalitet.



Focus Advokater bemærker

En standard er beskrivelse af tekniske eller kvalitetsmæssige krav, som eksisterende eller fremtidige produkter, produktionsprocesser, tjenesteydelser eller metoder skal opfylde. Eksempler på produkter, der er produceret efter standarder er stikkontakter, HDMI-kabler og opladere til mobiltelefoner. Derudover er ISO-certificeringer også standarder, ligesom anvendelsen af fælles salgs- og leveringsbetingelser, f.eks. byggeriets standardforbehold, er standarder. Også betingelser for at måtte anvende kvalitetsmærker, f.eks. Svanemærket, udgør en standard. 

 

Det er ikke uden problemer at vælge eller udarbejde en standard, da standarderne kan medføre en begrænsning af konkurrencen på de berørte markeder, f.eks. ved en begrænsning af priskonkurrence, en afskærmning af konkurrerende teknologi (der ikke lever op til standarden) eller udelukkelse af visse virksomheder, der ikke får adgang til standarden. Særligt den fælles anvendelse af salgs- og leveringsbetingelser kan være problematisk, da kunderne reelt ikke har andet valg end at acceptere vilkårene. Det er derfor vigtigt at sørge for, at betingelserne for at udarbejde og anvende standarder er overholdt.

 

I 2017 blev fire virksomheder af Konkurrencemyndighederne anklaget for ikke at have overholdt reglerne for udarbejdelse og adgang til en standard.

 

For at en standard er lovlig, er det vigtigt, at alle der kan have interesse i at være med til at bestemme standardens indhold, har lov til at være med til forhandlingerne om standarden. Derudover skal proceduren for vedtagelse af standarden være gennemsigtig: De potentielle deltagere skal have mulighed for i god tid at orientere sig om kommende, igangværende og afsluttet standardiseringsarbejde. I praksis betyder det, at man ikke ’hemmeligt’ må vedtage en standard. Alle interesserede skal have mulighed for at deltage.

 

Derudover må der ikke være en pligt til at anvende standarden. Anvendelse af standarden skal være et frit valg, de enkelte virksomheder tager. Endelig skal alle have en rimelig og ikke-diskriminerende adgang til at opfylde standarden. Er standarden beskyttet af f.eks. patenter, designrettigheder eller knowhow, skal indehaveren give alle interesserede adgang hertil mod rimelig licens.

 

Kontakt os, hvis du spørgsmål

Har du eller din virksomhed spørgsmål i relation til etablering af standarder, eller har du oplevet ikke at kunne få adgang til en standard, er du velkommen til at rette henvendelse til Focus Advokaters team for konkurrenceret.

Indlæg af
Jesper Kruse  Markvart

Jesper Kruse Markvart

Partner, advokat (L), LL.M. in Competition Law and Economics Læs mere