Skærpede regler skal sikre ligelig kønsfordeling på flere ledelsesniveauer

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 30.5.2022

Skærpede regler skal sikre ligelig kønsfordeling på flere ledelsesniveauer

Den 19. april 2022 vedtog Folketinget et lovforslag (L 117 A) som blandt andet skærper krav om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn. De nye regler træder i kraft d. 1. januar 2023.


Krav om måltal og politikker i øverste ledelsesorgan og på øvrige ledelsesniveauer

Reglerne for en ligelig kønsfordeling i virksomhedens øverste ledelsesorgan, typisk virksomhedens bestyrelse, udvides til også at gælde de øvrige ledelsesniveauer i virksomheden. Formålet hermed er at forbedre virksomhedens rekrutteringsgrundlag.

Der er allerede efter de gældende regler - en forpligtelse for det øverste ledelsesorgan - typisk bestyrelsen - til at udarbejde måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i bestyrelsen. Ligeledes har det centrale ledelsesorgan - typisk direktionen - en forpligtelse til at udarbejde en politik for at øge andelen af de underrepræsenterede køn på kapitalselskabets øvrige ledelsesniveauer, hvorved typisk vil forstås direktionen og det ledelsesniveau, som er umiddelbart under direktionen, og som har personaleansvar.

Med de nye regler bliver det imidlertid også et krav, at det centrale ledelsesorgan skal opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens øvrige ledelsesniveauer og altså ikke blot måltal for sammensætningen af bestyrelsen.

Når reglerne træder i kraft, skal der således i de fleste tilfælde udarbejdes måltal for bestyrelsen, direktionen og et ledelsesniveau under direktion. Der skal desuden udarbejdes en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på i virksomhedens direktion og ledelsen under direktionen. I måltallet skal angives den del af det underrepræsenterede køn, som virksomheder vil bestræbe sig på at opnå, samt en tidshorisont for hvornår dette mål forventes at blive nået, typisk højest inden for 4 år.

 

Hvem omfattes af de nye regler?

Ikke alle virksomheder er omfattet.

Den virksomhed, som allerede har en ligelig fordeling af kvinder og mænd i virksomhedens forskellige ledelsesniveauer, skal hverken opstille politikker eller måltal, så længe den ligelige fordeling er til stede. Det betyder også, at når virksomheden opnår en ligelig kønsfordeling på de omtalte ledelsesniveauer, ophører forpligtelsen til at opstille måltal og udarbejde politikker.

De virksomheder, som rammes af reglerne, er statslige aktieselskaber og børsnoterede aktieselskaber. Derudover omfattes også store virksomheder, dvs. virksomheder som i 2 regnskabsår i træk overskrider mindst 2 af følgende kriterier:

  1. En balancesum på 156 mio. kr.
  2. En nettoomsætning på 313 mio. kr.
  3. Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.

Focus Advokater bemærker

Det er værd at bemærke, at reglerne ikke kun gælder for aktie- og anpartsselskaber, men også gælder for virksomheder omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, ligesom også visse fonde er omfattet af reglerne.

 

Er du eller din virksomhed i tvivl, om I er omfattet af reglerne, eller ønsker I hjælp til at forstå reglerne, står vi i Focus Advokater klar til at hjælpe.

Indlæg af