Retsvirkninger ved opdeling af en fordring forud for domstolsprøvelse

I indlægget her ser vi nærmere på retsvirkninger, konsekvenser og overvejelser forbundet med at opdele en fordring. Det vil sige, at hele det skyldige beløb ikke i første omgang gøres gældende ved indbringelse af et krav for domstolene.

Problemstillingen

En kreditor, der ikke ved, om en debitor, der skylder et stort beløb, kan betale, kan - af retsafgiftsmæssige årsager - have en interesse i, alene at prøve debitors betalingsevne i fogedretten for en del af skylden. På den måde begrænser kreditor sine omkostningerne ved sagen, hvis det viser sig, at debitor alligevel ikke kan betale. (Du kan læse mere om afbrydelse af forældelse ved indbringelse af sagen for en del af et krav i vores tidligere indlæg her.)

Mangler kreditor et fundament (grundlag for at indbringe en sag for fogedretten) for overhovedet at kunne få prøvet debitors betalingsevne, er spørgsmålet, hvad konsekvenserne af alene at få et fundament for en del af den samlede fordring vil være. Det er nemlig muligt at opnå et ”billigt” fundament ved at anvende reglerne om betalingspåkrav i retsplejeloven. Det er dog kun muligt at anvende disse regler, hvis gælden er mindre end 100.000 kr. Udgangspunktet er, at kreditor skal gøre hele det krav gældende, som kreditor vil kræve hos debitor (såfremt kravet er forfaldent til betaling og kan gøres op), når sagen indbringes for domstolene. Resten af kravet kan ikke senere gøres gældende.

Spørgsmålet er: Gælder det også betalingspåkrav – og hvad sker der med den gæld, der overstiger det beløb, som man fremsætter betalingspåkrav om? Dette spørgsmål har netop været prøvet i Vestre Landsret.

Vestre Landsrets kendelse af 4. oktober 2019

I sagen indleverede kreditor – en bank - et betalingspåkrav med en hovedstol på 50.000 kr. Banken oplyste samtidig i påkravet, at hovedstolen alene udgjorde en del af en større fordring på ca. 4,5 mio. kr. Banken oplyste fogedretten, at restfordringen ikke ville blive afskrevet. Fogedretten fandt, at opdelingen af kravet var i strid med retsplejelovens § 477 a og afviste betalingspåkravet. Landsretten anførte, at reglerne om betalingspåkrav kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav på højst 100.000 kr., og at det i forbindelse med bestemmelsens indførelse var lagt til grund, at en kreditor ikke kan opdele sit krav i flere portioner og bibeholde den del af kravet, der ikke indbringes for retten, medmindre almindelige ulovbestemte principper om opdeling af krav gav mulighed herfor.

Retsvirkningen ved kun at indgive et betalingspåkrav for en del af en større fordring er således, at hvis betalingspåkravet får bindende virkning (retskraft), er kreditor afskåret fra senere at gøre yderligere dele af kravet gældende. Medmindre kreditor havde ret til at opdele. Da det ikke fremgik af Vestre Landsretsagen, om der var grundlag for at opdele kravet, ophævede landsretten fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til forsat behandling ved fogedretten, for at der kunne tages stilling til dette.

Konsekvens

I Vestre Landsretssagen må kreditor (banken) formentlig trække sagen tilbage, medmindre banken har grundlag for at opdele kravet. Men det er ikke sandsynligt, at bankens krav ikke var forfaldent eller ikke kunne gøres op.

Vil man som kreditor benytte fremgangsmåden med alene at indbringe et betalingspåkrav for et mindre beløb end det, som debitor faktisk skylder, skal man ifølge landsrettens fortolkning af retsplejelovens regler have ret til at opdele sit krav. Der er ingen regel, der bestemmer, hvornår man kan gøre dette. Men udgangspunktet er, at man ikke kan opdele et allerede forfaldent krav;

1. medmindre debitor enten erkender at skylde restfordringen, eller
2. kreditor har taget et udtrykkeligt forbehold om, at kravet senere kan gøres gældende. Et sådant forbehold kan man formentlig ikke tage ved indbringelse af et betalingspåkrav; men det er ikke afklaret med Vestre Landsrets afgørelse.
   
   

Væsentlige overvejelser

Indbringelse af et krav for domstolene med henblik på at få et fundament, der kan danne grundlag for foretagelse af udlæg i fogedretten, medfører som udgangspunkt, at kravet, som man får dom for/bindende betalingspåkrav for, er det krav, som man efterfølgende kan rette mod debitor. Eventuel yderligere gæld i henhold til samme fordring, der er forfalden og opgjort, kan ikke længere kræves hos debitor. Det er derfor væsentligt, at kreditor gør sig overvejelser om, hvorvidt man vil give afkald på en del af et krav mod debitor – alene for at spare omkostninger. I nogle tilfælde – hvor debitors betalingsevne ikke er stor – kan det overvejes, men med de risici der følger.

Hvordan kan Focus Advokater hjælpe?

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning ved inddrivelse af din fordring, er du velkommen til at kontakte vores inkassoteam. Vi har mange års erfaring med inddrivelse af udestående fordringer og de komplekse regler, der regulerer adgangen til at kræve renter, gebyrer mv.