Nye regler for korttidsudlejning

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 29.5.2019

Nye regler for korttidsudlejning

Fra 1.maj 2019 gælder der nye regler for korttidsudlejning af helårsboliger. Reglerne skal imødegå den stigende udlejning af boliger til Airbnb og skabe større incitament for at få lejeindtægterne indberettet til SKAT. Få her et indblik i de nye regler og deres betydning, herunder hvorvidt de nye regler kan have betydning for den populære Airbnb-udlejning i udlejningsboliger, andelsboligforeninger og ejerforeninger.


Hvad går de nye regler ud på?

Med lovændringen sættes der grænser for korttidsudlejning af egen helårsbolig til bl.a. ferie- og fritidsformål. Reglerne skaber klarhed over, hvor lang tid en ejer/ bruger må udleje sin helårsbolig til bl.a. ferie- og fritidsformål.

Reglerne;

  • gælder for alle borgere – uanset om man disponerer over boligen som ejer, lejer eller andelshaver.
  • regulerer kun situationen, hvor det er hele boligen, der udlejes.
  • for udlejning af enkeltværelser kan kræve tilladelse fra myndighederne, hvis udlejning sker ”erhvervsmæssigt”.
  • i overgangsperioden - foreløbigt indtil 1.1.2021: Udlejning vil lovligt kunne ske 70 dage om året. Dette gælder uanset om ejeren/brugeren selv formidler udlejningen, og selv indberetter lejeindtægterne, eller om en virksomhed formidler udlejningen og indberetter lejeindtægterne.
  • efter overgangsperiodens udløb – foreløbigt pr. 1.1.2021: Grænserne for udlejning vil være afhængig af indberetningsformen over for skattemyndighederne:
    • Borgere, der selv udlejer egen fulde helårsbolig, må højst udleje i op til 30 dage om året.
    • Borgere, der udelukkende udlejer via bureau, og hvor bureauet indberetter lejeindtægt, må udleje boligen i op til 70 dage om året. Grænsen på 70 dage kan hæves til max. 100 dage om året efter kommunalbestyrelsens beslutning herom.

 

Sanktioner og øget tilsyn 

Med lovændringerne udvides myndighedernes muligheder for at føre tilsyn. Eksempelvis kan der indhentes oplysninger fra forsyningsselskaber om forbrug og/eller myndighederne kan ”opsøge udvalgte husstande” (dog uden at overskride dørtærsklen).

Overskrider man grænserne for udlejning, kan udlejningen bringes til ophør, og bøder kan udstedes.

 

Reglernes betydning i lejeforhold og andelsboligforeninger

Lejere og andelshavere er også omfattet af loven. Loven regulerer dog ikke, om lejeren i henhold til lejeloven har ret til fremleje/Airbnb-udlejning eller lign., eller om andelshaveren (eller medlemmet af ejerforeningen) i henhold til vedtægterne har ret til udlejning. Reguleringen heraf (både for så vidt angår værelser og hele boligen) vil fortsat følge den for disse forhold gældende lov-/ vedtægtsregulering.

Loven udvider derfor ikke adgangen til udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. i tilfælde, hvor andre regler allerede begrænser mulighederne for at udleje, som det fx er tilfældet inden for lejelovgivningen. Her kan man i de fleste situationer ikke bare kan overlade brugen af sit lejemål til andre uden samtykke fra udlejer. Vedtægter i en andelsboligforening eller ejerforening kan også gyldigt indeholde bestemmelser om begrænsning af adgangen til udlejning.

Vær opmærksom på, at Airbnb-udlejning af et værelse eller af et helt lejemål kan være hævebegrundende misligholdelse.

 

Skattemæssige forhold

Sker udlejningen gennem et bureau, er det bureauet, der er forpligtet til at indberette til SKAT. Ellers skal man som ejer/bruger selv sørge for indberetning. 

Indtægterne fra udlejningen er som udgangspunkt skattepligtige, men vælger man beskatning efter reglerne i ligningslovens § 15O og §15P, kan man tage et bundfradrag, som bliver større, når man lader tredjemand indberette. 

Focus Advokater bemærker

Airbnb-udlejning kan være generende for beboerne i en udlejningsejendom, en andelsboligforening eller en ejerforening. Indeholder lejekontrakten/vedtægterne derimod bestemmelser om lejeres/medlemmernes adgang til overlade boligen til andre, har man mulighed for at begrænse beboernes adgang til at udleje til Airbnb.

 

Har du brug for rådgivning?

Hos Focus Advokater kan vi bistå dig med rådgivning om din retstilling som udlejer, andelsboligforening eller ejerforening, herunder hvordan bestemmelser i lejekontrakter og vedtægter kan udformes.

Indlæg af
Jakob  Juul-Sandberg

Jakob Juul-Sandberg

Videnadvokat, ph.d. Læs mere
Sanne Alrik Sørensen

Sanne Alrik Sørensen

Advokat (L) Læs mere