Ny lov om coronapas vedtaget | Nyt fra Focus Advokater

Ny lov om coronapas vedtaget

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 26.11.2021

Ny lov om coronapas træder i kraft 26.11.2021

Smitten med covid-19 er stigende. Det medfører øgede udfordringer på arbejdsmarkedet. Regeringen har derfor den 25. november 2021 vedtaget en ny lov om arbejdsgivers mulighed for at pålægge medarbejdere at fremvise coronapas. Loven træder den 26. november 2021. Læs mere her.

Det følger af loven, at arbejdsgivere kan pålægge deres medarbejdere at fremvise coronapas, så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Denne kategorisering forventes at ophøre den 11. december 2021. Loven er foreløbigt gældende til denne dato. Kategoriseringen, som samfundskritisk sygdom, kan dog blive forlænget, hvorfor det i loven er bestemt, at Beskæftigelsesministeren under særlige omstændigheder kan fastsætte, at ophævelsen af lovens bestemmelser, ligeledes skal ske på et senere tidspunkt – dog ikke senere end den 31. december 2022.

Information til medarbejderne

Arbejdsgiveren skal skriftligt informere medarbejderne om, at de vil blive pålagt at fremvise coronapas, samt en begrundelse herfor, forinden at arbejdsgiveren kan kræve, at medarbejderne fremviser coronapas. Arbejdsgiveren bør herudover informere medarbejderne om, at manglende efterlevelse af pålægget kan få ansættelsesretlige konsekvenser.

Kravet om fremvisning af coronapas vil være tilstrækkelig begrundet ved, at arbejdsgiveren henviser til kategoriseringen af covid-19 som en samfundskritisk sygdom. Det er således ikke nødvendigt, at arbejdsgiveren i begrundelsen for pålægget angiver andet end dette.

Informationen om, at medarbejdere pålægges at fremvise coronapas, skal tillige tilgå eventuelle valgte tillidsrepræsentanter eller arbejdsmiljørepræsentanter, og arbejdsgiveren skal herudover orientere og høre eventuelle samarbejdsudvalg.

Krav om dokumentation

Hvis en medarbejder er pålagt at fremvise coronapas, vil arbejdsgiveren have krav på dokumentation.

Dette betyder i praksis, at medarbejderen skal kunne fremvise appen ”Coronapas”, hvoraf det skal fremgå, at coronapasset er gyldigt i Danmark, eller fremvise det digitale coronapas fra Sundhed.dk. Herudover har medarbejderen mulighed for at fremvise relevant dokumentation i papirformat.

Hvis medarbejderen nægter

Hvis en medarbejder nægter at efterkomme arbejdsgiverens pålæg, kan arbejdsgiver anvende de sædvanlige ansættelsesretlige sanktioner, såsom advarsler eller afskedigelse, såfremt arbejdsgiveren forudgående har informeret medarbejderen om, at manglende efterlevelse af pålægget, kan få ansættelsesretlige konsekvenser.

De sanktioner, som arbejdsgiveren anvender, skal naturligvis være indenfor de gældende rammer for det relevante ansættelsesforhold.


Krav om test

En arbejdsgiver kan, udover krav om fremvisning af coronapas, pålægge medarbejdere at blive testet for covid-19 og i sammenhæng hermed kræve fremlæggelse af testresultat og testtidspunkt.

Hvis testresultatet ikke foreligger, hverken elektronisk eller fysisk, skal medarbejderens testresultat og testtidspunkt på anden måde kunne dokumenteres over for arbejdsgiveren. Dette kan eventuelt ske i form af en tro og love-erklæring fra medarbejderen.

Arbejdsgiverens krav om test skal være sagligt begrundet i hensynet til at begrænse spredningen af smitte med covid-19, herunder arbejdsmiljøhensyn eller i væsentlige driftsmæssige hensyn i relation til den pågældende virksomhed. Dette specifikke saglighedskrav fraviges dog, såfremt medarbejderen er nødsaget til at blive testet for at kunne fremvise et coronapas. I et sådant tilfælde, er det tilstrækkeligt blot at henvise til, at covid-19 er en samfundskritisk sygdom.

Hvis arbejdsgiveren pålægger en medarbejder at blive testet, skal testen så vidt muligt kunne gennemføres i medarbejderens sædvanlige arbejdstid. Såfremt dette ikke er muligt, vil medarbejderen have ret til økonomisk kompensation for den tid, der bruges på testen, samt økonomisk dækning af rimeligt afholdte udgifter i relation hertil.

Det er nu også gjort muligt at anvende selvtest på arbejdspladsen, så længe de er CE-godkendte. Medarbejderen vil dog have mulighed for at nægte en sådan test, såfremt det andre ansatte eller arbejdsgiveren selv, der udfører testen, hvorefter arbejdsgiveren skal tillade medarbejderen kan blive testet uden for arbejdspladsen.


Focus Advokater bemærker

Hvis man som arbejdsgiver ønsker at gøre brug af mulighederne for at pålægge medarbejdere af fremvise coronapas, er det Focus Advokaters anbefaling, at den enkelte arbejdsgiver straks går i gang med informationsprocessen.

Træk på vores ekspertise

Focus Advokaters afdeling for ansættelsesret har stor erfaring med rådgivning inden for ansættelses- og arbejdsforhold. Dette gælder alle aspekter af personaleforhold lige fra ansættelsesforholdet etableres til ansættelsesforholdet afsluttes. Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte Focus Advokaters afdeling for ansættelsesret.

Indlæg af
Tine Seehausen

Tine Seehausen

Partner, advokat (L), Cand.merc.aud, LLM in VAT and indirect tax Læs mere