Ny lejelov på vej

Ny lejelov på vej

Nyt fra Focus Advokater, den 26.6.2020

Lejeloven og boligreguleringsloven skal sammenskrives

Det kommer der en ny lejelov og en lov om boligforhold ud af. Læs mere her.

Baggrund

Tilbage i 2014 blev der i Folketinget indgået et forlig om en række lejeretlige forhold. Der blev på den baggrund blandt andet gennemført en lang række ændringer i lejeloven den 1.7.2015 – fx om flyttesyn og vedligeholdelsespligt. En anden del af forligsaftalen var, at lejeloven og boligreguleringsloven skulle forenkles, og lovene sammenskrives. Denne del af aftalen har været længe undervejs; men nu er der sendt et lovforslag i høring.

 

Den ”nye” lejelov

Det fremgår af høringsbrevet, da lovforslaget blev sendt i høring, at formålet med sammenskrivningen er at skabe et bedre overblik over samt forenkle lejelovgivningen som forudsat i det politiske forlig. Det er udgangspunktet, at det er en ”teknisk sammenskrivning” af lejelovgivningens regelsæt. Det vil sige, at det ikke er meningen, at der skal ske ændringer af indholdet og retsvirkninger for lejer eller udlejer. En række bestemmelser får dog nye paragrafnumre. Forenklingen ligger primært i, at reglerne, der vedrører det direkte lejeforhold, fremover vil kunne findes i én lov, lejeloven, mens de regler, der er af offentligretlig karakter (om f.eks. huslejenævns sagsbehandling, bopælspligt mv.), er samlet i en ny lov om boligforhold, der afløser boligreguleringsloven.

Som et led i sammenskrivningen foreslås alene nogle få indholdsmæssige ændringer, som fortrinsvis har til formål at samordne lovgivningen på områder, hvor der i dag er mindre betydende forskelle imellem lejeloven og boligreguleringsloven. Reglerne om, hvordan lejen skal fastsættes og reguleres, bliver ikke materielt ændret – på den måde er der ikke tale om en forenkling. Ejendomme i regulerede kommuner vil således fortsat være omfattet af regler om omkostningsbestemt leje som hovedregel.

 

Hvad nu?

Lovforslaget er sendt i høring med frist til svar den 20.8.2020. Der er ikke i forslaget angivet en ikrafttrædelsesdato. Der er således ingen konsekvenser af loven, som der skal tages højde for allerede i dag. Men da forslaget bygger på en politisk forligsaftale, kan det formentlig forventes, at der bliver fremsat lovforslag i Folketinget i efteråret. Det kan betyde, at vi skal vende os til en ny lejelov allerede fra 2021 – mens vi afventer de seneste ændringer skal træde i kraft den 1.7.2020. Læs mere i vores nyhed her.

 

Rådgivning

Focus Advokater følger udviklingen tæt. Vores lejerets-team står klar til at rådgive om eventuelle spørgsmål allerede nu.

 

Webinar

Vi holder webinar om de nye regler for lejelovgivningen, som træder i kraft pr. 1.7.2020. Læs mere her. Webinaret er gratis men kræver tilmelding. Gik du glip af webinaret og vil du gerne deltage i et lignende/opfølgende seminar, så send os en mail.

Indlæg af