Ny ferielovs betydning for direktører

Nyt fra Focus Advokater, den 18.10.2019

I dette indlæg ser vi nærmere på betydningen af den nye ferielov for direktører. Udgangspunktet er, at den nye ferielov ikke får betydning for direktører, men mange direktørkontrakter henviser til den samme terminologi, som anvendes i ferieloven. Den nye ferielov indfører en række nye begreber, der kan skabe tvivl om, hvordan terminologien i en direktørkontrakt skal fortolkes. Læs mere og få vores anbefaling her.

Den nye ferielovs betydning for direktører

Vi har i tidligere nyheder skrevet om den nye ferielov, som træder i kraft pr. den 1. september 2020, hvorefter der indføres samtidighedsferie. Dette betyder, at ferie optjenes med 2,08 dage pr. måned, som kan afholdes løbende allerede i måneden efter, at de er optjent. Ændringen fra forskudt optjeningsår og afholdelsesår til samtidighedsferie, har nødvendiggjort en overgangsordning. Overgangsordningen medfører, at lønmodtagere har optjent 16.64 feriedage i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019, som kan holdes i perioden fra den 1. maj 2020 til den 31. august 2020. Herudover medfører overgangsordningen, at den ferie lønmodtagere (og altså ikke direktører) optjener i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 ”indefryses” i fonden Lønmodtagernes Feriemidler.

Udgangspunktet er, at den nye ferielov ikke får betydning for direktører, da ferieloven alene gælder for lønmodtagere. Mange direktørkontrakter henviser dog til den samme terminologi, som anvendes i ferieloven, herunder optjening af ferie, afholdelse af ferie, ferieåret etc. Det vil sige, at mange direktører har ferierettigheder i henhold til ferieloven.

For disse direktører betyder det, at ferie enten afholdes og optjenes på samme måde som ferie i henhold til ferieloven eller blot afholdes på samme måde som efter ferieloven i dennes nugældende form (ferie i henhold til den nuværende ferielov optjenes i perioden fra den 1. januar til den 31. december, og kan så holdes i perioden efter den 1. maj året efter til den 30. april i det efterfølgende år).

Med den nye ferielov indføres en række nye begreber, herunder en ny periode for ferieåret samt et nyt begreb for den periode, hvori ferien kan holdes, ferieafholdelsesperioden, som vil gå fra den 1. august til den 31. december i det efterfølgende år. Det betyder, at der kan opstå tvivl om, hvordan terminologien i en direktørkontrakt skal fortolkes, hvilket kan føre til tvister. Som virksomhed bør du derfor tage stilling til, hvad der fremadrettet skal gælde i forhold til ferierettigheder for direktører med direktørkontrakter, der henviser til, at ferie optjenes og afholdes eller blot afholdes på samme måde som efter den nuværende ferielov samt direktørkontrakter, der anvender terminologi kendt fra den nuværende ferielov.

 

Focus Advokater anbefaler

Det er vores anbefaling, at der til de ovennævnte direktørkontrakter udformes et tillæg, der præciserer direktørens ferierettigheder, når den nye ferielov træder i kraft pr. 1. september 2020. Det kan f.eks. være en bestemmelse om, at direktøren fortsat vil kunne holde sin ferie i perioden fra den 1. maj hvert år til den 30. april i det efterfølgende år (det nuværende ferieår) eller en bestemmelse om, at ferien vil kunne holdes i perioden fra den 1. september hvert år til den 31. december i det efterfølgende år (den nye ferieafholdelsesperiode). Tillægget bør endvidere forholde sig til, hvilke ferierettigheder direktøren har i overgangsperioden, indtil den nye ferielov træder i kraft.  

 

Skal vi hjælpe?

Vi bistår gerne med en gennemgang af dine direktørkontrakter samt med udarbejdelsen af tillæg hertil, der præciserer direktørens ferierettigheder. Kontakt vores team her.

 

Indlæg af
Tine Seehausen

Tine Seehausen

Partner, advokat (L), Cand.merc.aud, LLM in VAT and indirect tax Læs mere