MobilePays betalingslyd registreret som MP3-lydmærke

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 7.3.2019

Betalingslyd registreret som MP3-lydmærke

MobilePay er den første danske virksomhed, som har fået registreret et MP3-lydmærke. Den nye varemærkelov, som trådte i kraft den 1. januar 2019, har nu gjort det muligt at registrere lydmærker ved hjælp af digitale lydfiler.

MobilePay skrev danmarkshistorie

Med registreringen af betalingslyden skrev MobilePay danmarkshistorie. MobilePay har som den første danske virksomhed fået godkendt et MP3-lydmærke ved Patent- og Varemærkestyrelsen. Dermed har de fået accept af at have en unik lyd, som de bruger i forbindelse med MobilePay appen. Det registrerede lydmærke er MobilePays ikoniske betalingslyd, når du sender penge til en modtager. MobilePay lydmærket er blevet benyttet intensivt af danskerne i over fem år, og i 2018 blev lydmærket afspillet over 250 mio. gange. MobilePays lydmærke har en uhjulpen kendskabsgrad på over 80%, hvilket er på niveau med de mest kendte julesange.

 

Det er blevet nemmere og mere attraktivt

Med den nye varemærkelov er det ikke længere et krav, at varemærker skal kunne gengives grafisk. Dette har åbnet op for muligheden for at gengive et lydmærke via en lydfil i stedet for nodeark, som tidligere har været et krav for at kunne få registreret et lydmærke. Med denne opdatering af loven er det nemmere og mere attraktivt for virksomheder at få registreret deres lydmærke.

Som virksomhed er det vigtigt, at du ikke kun tænker på varemærket som et grafisk logo, men også som lyde eller jingler. Det kan have store konsekvenser ikke at have et digitalt lydmærke varemærkeregistreret.

Med den øgede opmærksomhed på digitalisering og den øgede nethandel er der større risiko for,at dit lydmærke kopieres og udnyttes til stor skade for virksomhedens investeringer, konkurrenceevne, indtjening og fortsatte vækstmuligheder. Virksomhedens aktiver ligger ikke kun i maskiner og bygninger, men også i de immaterielle aktiver. Din virksomheds unikke lydmærke kan have stor værdi – især hvis forbrugerne allerede kender virksomheden på lyden, som var tilfældet med MobilePays lydmærke.

 

Registrér din virksomheds lydmærke

Focus Advokater kan hjælpe din virksomhed med at stå stærkere i konkurrencen ved at hjælpe med at registrere jeres lydmærke eller andre former for varemærker. Kontakt vores IPR-Team og få en uforpligtende snak om beskyttelsen af jeres varemærke.

Indlæg af
Mette Norrild

Mette Norrild

Juridisk assistent, IPR-sagsbehandler - kontraktret Læs mere