Focus Advokater bistår klient i principiel sag om beskatning af fri bil

Focus Advokater bistår klient i principiel sag om beskatning af fri bil

Reference, januar 2019

Focus Advokater har bistået klient i en principiel sag om beskatning af fri bil. Klienten fik fuld medhold i, at klienten skulle beskattes af den reelle markedsværdi, fremfor den oprindelige anskaffelsessum. Dette som følge af to overdragelser af bilen.

En sag af principiel karakter

Sagen blev behandlet af 3 dommere i byretten, da den var af principiel karakter og kunne have væsentlig betydning for andre end parterne. Skatteministeriet gjorde gældende, at der efter en helhedsvurdering skulle ses bort fra to overdragelser af bilen, da overdragelserne var foretaget mellem selskaber, der begge var ejet af samme aktionær. Bilen var under hele forløbet stillet til rådighed for aktionæren. Ved overdragelserne blev beskatningsgrundlaget for aktionæren reduceret. Retten fandt det bevist, at overdragelserne skete på sædvanlige og markedsbestemte vilkår, og at der var tale om reelle overdragelser, hvorved bilen skiftede ejer. Retten fandt også, at overdragelserne var forretningsmæssigt begrundet. Det forhold, at overdragelserne tillige kunne have været begrundet i skattemæssige overvejelser kunne herefter ikke føre til, at overdragelserne ikke skulle tillægges skattemæssig virkning.

 

Det afgørende for udfaldet

Det var afgørende for udfaldet af sagen, at overdragelserne var reelle, herunder at der blev indgået skriftlige aftaler, overført købesum og foretaget omregistrering af bilen. Der blev under sagen udmeldt syn og skøn, hvor bilens værdi på overdragelsestidspunkterne blev vurderet. Det havde ligeledes betydning, at aktionæren kunne påvise, at der lå forretningsmæssige overvejelser bag overdragelserne. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte aktionærens forklaring om, baggrunden for den første overdragelse var, at der i forbindelse med finanskrisen var behov for at forbedre nøgletallene i den ene koncern.

Dommen er offentliggjort på Skattestyrelsens hjemmeside

Rådgivningen

Klienten var under sagen repræsenteret af specialistadvokat Heidi Bøgelund Hansen.

For yderligere information eller spørgsmål, se kontaktinfo nedenfor.

Indlæg af