Automatisk tilbagebetaling af ejendomsskat

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 9.5.2017

Ifølge det nyligt fremsatte lovforslag til ejendomsvurdering vil SKAT automatisk tilbagebetale for meget betalt ejendomsværdiskat og grundskyld. At tilbagebetalingen sker automatisk betyder, at tilbagebetaling ikke er afhængig af, at skatteyderen anmoder om det.

Sammenligning
Om der skal tilbagebetales skat, afgøres ved, at SKAT sammenligner den nye vurdering med de vurderinger, der har været videreført siden 2013. Der vil blive taget højde for ændring i prisniveau og evt. ændringer på ejendommen.

Afgørelse om tilbagebetaling kan ikke påklages.


Hvem får automatisk tilbagebetaling?
Tilbagebetalingen sker til den, der hæftede for grundskylden/ejendomsværdiskatten på forfaldstidspunktet. Hvis ejendommen i mellemtiden er blevet solgt, kan der blive tale om, at køber og sælger skal fordele tilbagebetalingsbeløbet imellem sig. Endvidere sker tilbagebetalingen til ejeren og ikke lejeren af ejendommen, selvom lejeren i sidste ende har betalt grundskylden over lejen. Også her vil der skulle ske en opgørelse mellem udlejer og lejer. En køber eller en lejer skal derfor være opmærksom på, om sælger/udlejer får tilbagebetalt et beløb fra SKAT, som køber/lejer skal have del i. Ønsker køber eller lejer, at SKAT skal udbetale tilbagebetalingsbeløbet til denne, skal køber/lejer opnå transport i beløbet og meddele dette til SKAT.

Der foretages ikke tilbagebetalinger til dødsboer, hvis disse er afsluttet. Det samme gælder for afsluttede konkursboer og juridiske personer, som ikke længere eksisterer.


Modregning
Hvis den, der har krav på tilbagebetaling, har en gæld til det offentlige, vil den blive modregnet heri.


Hvornår sker tilbagebetalingen?
Tilbagebetalingen sker først, når fristen for klage over den nye vurdering er udløbet – dvs. 3 måneder efter den nye vurdering er modtaget. Hvis der klages over den nye vurdering, udskydes tilbagebetalingen til klagen er endeligt afgjort.


Dækningsafgift
Tilbagebetalingsordningen omfatter ikke dækningsafgift. Man har dog mulighed for at påklage de videreførte ejendomsvurderinger for 2014-2016 med henblik på nedsættelse. Bliver vurderingerne nedsat, kan man have et tilbagebetalingskrav, som skal rettes mod kommunen.

Focus Advokater opfordrer derfor alle, der har betalt grundskyld, ejendomsværdiskat og dækningsafgift til at gøre sig bekendt med de nye vurderinger, når de kommer, og overveje om de giver anledning til klage eller tilbagebetalingskrav.

 

Af.: Advokat Heidi Bøgelund Hansen, den 9.5.2017

Indlæg af