Omkostningsgodtgørelse i skattesager

Nyt fra Focus Advokater, den 28.6.2016

Fremover skal selskaber og fonde kunne få dækket deres omkostninger til advokat eller revisor i skattesager på lige fod med fysiske personer. Det betyder, at hvis et selskab eller en fond klager over en afgørelse fra SKAT, betaler statskassen 50% af selskabets omkostninger til sagkyndig bistand (100% hvis selskabet får medhold i sagen). Ifølge lovforslaget, som netop er sendt i høring, gælder det kun for bistand udført den 1.1.2017 eller senere.

Forslaget styrker retssikkerheden for selskaber og fonde, som siden 2010 selv har måttet punge ud, hvis der skulle føres en sag mod Skatteministeriet. Selv hvis selskaberne vandt sagen, fik selskaberne ofte ikke deres fulde omkostninger dækket. Det afholdt formentlig nogle selskaber fra overhovedet at føre sag mod skatteministeriet, uanset om sagen var berettiget eller ej.

Skatteministeriet vil derimod afskære omkostningsgodtgørelse i sager, der handler om omkostningsgodtgørelse. SKATs egne opgørelser viser, at langt de fleste sager, hvor SKAT finder anledning til at anfægte salærets størrelse, er der tale om, at den sagkyndige bistand er ydet af personer, der ikke er medlem af advokatsamfundet eller FSR – danske revisorer. I stedet for at målrette indsatsen mod disse personer, afskæres ifølge forslaget alle bistandsydere fra godtgørelse i sager om omkostningsgodtgørelse.
 

Af: Advokat Heidi Bøgelund Hansen, den 28.6.2016 

Indlæg af