Ikke krav på økonomisk kompensation for feriefridage

Lønmodtagernes Garantifond, LG, dækker lønmodtagerens krav på løn ved arbejdsgiverens konkurs, når det kan godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet. Lovens ordning indebærer, at LG foretager udbetaling af krav på løn og andet vederlag, der er omfattet af lovens garantiordning, når kravene er anmeldt og dokumenteret over for fonden.

Sagens omstændigheder
Medarbejderen blev i november 2008 ansat som salgsassistent hos arbejdsgiveren. Af ansættelsesaftalen fremgik alene vedrørende ferie, at medarbejderen havde ret til ferie med løn/feriegodtgørelse i overensstemmelse med ferieloven. Derudover var der en uskreven aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren om, at medarbejderen under sin ansættelse optjente feriefridage. Det var derfor ubestridt, at medarbejderen havde ret til 5 feriefridage. Den 30.11.2011 blev medarbejderen afskediget til fratræden den 31.5.2012. Arbejdsgiveren blev efterfølgende taget under konkursbehandling. Medarbejderen blev derfor fritstillet i perioden fra den 10.5. til den 31.5.2012.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Lønmodtagernes Garantifond var forpligtet til at udbetale værdien af fem feriefridage til medarbejderen. Lønmodtagernes Garantifond var af den opfattelse, at medarbejderen ikke havde krav på udbetaling af værdien af de fem feriefridage. Dette blev begrundet med, at feriefridagene skulle betragtes som afholdt i opsigelsesperioden og betalt med den løn, som var blevet betalt i fritstillingsperioden.

Medarbejderen havde anmeldt kravet om de fem ikke-afholdte feriefridage i konkursboet og senere over for Lønmodtagernes Garantifond. Under sagen kom det frem, at retten til de fem feriefridage var kutyme hos arbejdsgiveren. Dette var arbejdsgiveren og medarbejderen enige om. Der forelå dog ingen aftale om, hvordan de ikke-afholdte feriefridage skulle håndteres i en opsigelsesperiode.

Medarbejderen og dennes fagforening (HK) gjorde gældende, at feriefridagene kunne konverteres til et økonomisk krav. Dette blev begrundet med, at feriefridagene måtte betragtes som en lønandel, der skulle anerkendes som løn i forbindelse med en konkurs. Det skulle derfor anerkendes som et privilegeret lønkrav. Det blev endvidere gjort gældende, at indholdet af kutymen angående feriefridagene måtte fastlægges under hensyntagen til den gældende kollektive overenskomst på området. Det var derfor deres opfattelse, at feriefridagene ikke kunne varsles til afholdelse i opsigelsesperioden, og at der i øvrigt heller ikke var foretaget varsling.

Lønmodtagernes Garantifond gjorde derimod gældende, at en kutyme for betalt frihed ikke uden særlig aftale kan konverteres til et økonomisk krav, og det i hvert fald ikke kan ske, når medarbejderen har været fritstillet og dermed netop har modtaget betalt frihed i ansættelsesforholdet.

Sø- og Handelsrettens dom
Sø- og Handelsretten fastslog, at udgangspunktet er, at feriefridage kan pålægges afholdt uden varsel, når andet ikke er aftalt i ansættelsesforholdet. Derfor anså retten feriefridagene for afholdt i fritstillingsperioden. Sø- og Handelsretten udtalte endvidere, at overenskomstbestemmelser kun undtagelsesvist bør anvendes til udvidende fortolkning af individuelle ansættelsesaftaler.

Højesterets dom
Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom. Retten fandt ikke, at medarbejderen havde bevist, at kutymen indebar, at de fem feriefridage kunne konverteres til et økonomisk krav. Højesteret fandt det heller ikke bevist, at kutymen medførte et krav om, at arbejdsgiveren skulle varsle feriefridagene til afholdelse, før de kunne anses for afholdt i fristillingsperioden. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at medarbejderen i fritstillingsperioden var arbejdsfri i ca. 3 uger med fuld løn. 

Focus bemærker
Feriefridage er ikke reguleret i ferieloven, og ferieloven kan derfor ikke bruges til at fastslå, hvordan feriefridage optjenes, afholdes eller varsles. Feriefridage er derimod ofte reguleret i de kollektive overenskomster, men de kollektive overenskomster indeholder ikke ensartede bestemmelser om feriefridagene, og det er derfor altid afgørende, om der gælder en kollektiv overenskomst i ansættelsesforholdet og i givet fald, om denne regulerer retten til feriefridage.

I denne sag slog Højesteret fast, at man i ansættelsesforhold, der ikke er omfattet af en overenskomst, ikke kan anvende den nærliggende overenskomst for området, selvom en individuel ansættelseskontrakt efterlader tvivl om, hvorvidt feriefridage kan udløse et økonomisk krav.

Det blev på denne måde slået fast, at feriefridage kun kan udløse et økonomisk krav ved fratræden, såfremt det følger af en udtrykkelig aftale mellem parterne eller af den i ansættelsesforholdet gældende overenskomst. Derudover kan et sådant krav følge af en kutyme, hvis en sådan kan bevises. I praksis kan dette tænkes at være muligt, hvis kutymen er beskrevet i virksomhedens personalehåndbog.

Dommen bekræfter tidligere retspraksis om, at feriefridage ikke kan kræves udbetalt, men anses for afholdt i en fritstillingsperiode. Der er altså ikke krav om, at feriefridagene skal varsles forinden, og dette er altid udgangspunktet, medmindre andet fremgår af ansættelsesaftalen eller den gældende overenskomst. Som Højesterets præmisser er formuleret kan det diskuteres, om sagen ville have fået et andet resultat, såfremt medarbejderen ikke havde været fritstillet og dermed ikke havde haft en arbejdsfri periode med løn. Efter min opfattelse må dommen tolkes derhen, at et krav på økonomisk kompensation for ikke afholdte feriefridage kræver et bevis for, at der er indgået udtrykkelig aftale herom, uanset om der er sket fritstilling eller ej.

Den tidligere retspraksis om feriefridage er omtalt af FOCUS den 10.5.2016.

Af: Advokat Susanne Ingemann, den 8.3.2017.