Generationsskifte af erhvervsvirksomheder skal være billigere

Nyt fra Focus Advokater P/S, den 11.1.2017

Skatteministeren foreslår at nedsætte afgiften i forbindelse med generationsskifte af erhvervsvirksomheder. I dag ”koster” et generationsskifte en afgift på 15% af de værdier, der overføres fra den ældre til den yngre generation i form af arv eller gave. Dertil kommer, at generationsskiftet i visse tilfælde også udløser skat.

Forslaget indebærer, at afgiften gradvist nedsættes til 5% i 2020. Nedsættelsen skal gælde både generationsskifte i forbindelse med død (boafgift) og i levende live (gaveafgift). Nedsættelsen skal gælde, uanset om afdøde/gavegiver ejer virksomheden personligt eller i form af aktier/anparter i et selskab.

Det er imidlertid ikke alle, der vil komme til at nyde godt af nedsættelsen. En række betingelser skal nemlig ifølge forslaget være opfyldt for, at afgiften kan nedsættes:

  1. Betingelserne for skattemæssig succession skal være opfyldt. Dette indebærer bl.a., at virksomheden ikke må være en såkaldt pengetank. Pengetanke er virksomheder, der i overvejende grad ejer udlejningsejendomme, værdipapirer, kontanter osv. Skatteministeren benytter i øvrigt anledningen til at foreslå en skærpelse af pengetankreglen. Fremover skal også f.eks. byggegrunde og projektejendomme tælle med som pengetankaktiver. Færre virksomheder vil dermed fremover kunne generationsskiftes, uden at det udløser fuld afgift og skat.
  2. Modtageren skal være ejerens barn, barnebarn eller samlever gennem mindst 2 år. Kun hvis ejeren ikke har nogen børn, kan regler finde anvendelse for dennes søskende og deres børn og børnebørn.

  3. Ejeren skal have ejet virksomheden det seneste år umiddelbart forud for dødsfaldet enten personligt eller ved ejerskab af aktier.

  4. Ejeren eller dennes nærtstående skal i mindst 1 år af ejertiden have deltaget aktivt i virksomheden. Efter praksis skal der ydes en personlig arbejdsindsats på mindst 50 timer månedligt.
     
  5. Modtageren må ikke helt eller delvist sælge virksomheden eller aktierne i en periode på 3 år. Sker det, forhøjes boafgiften tilsvarende.

Ved generationsskifter er det springende punkt ofte værdiansættelsen. Ofte er virksomheden aldrig blevet handlet uden for familien, så den reelle handelsværdi kendes ikke præcist.

Tidligere kunne man ved generationsskifter relativt enkelt udregne virksomhedens værdi på baggrund af formueskattekursen. Den mulighed blev imidlertid afskaffet af SKAT i februar 2015. I stedet må parterne skønne værdien ud fra en række forskellige hjælperegler udarbejdet af SKAT. Dette medfører ofte usikkerhed om værdiansættelsen. I lovforslaget er det varslet, at det fremover skal være op til SKAT at godtgøre, hvis en værdi opgjort efter aktie- og goodwillcirkulærerne fra 2000 ikke giver et retvisende udtryk for handelsværdien. Det er stadig ikke optimalt i forhold til forudberegnelighed og retssikkerhed på skatteområdet, men trods alt et skridt i en rigtige retning.

Af: Advokat Heidi Bøgelund Hansen, den 11.1.2017.

Indlæg af