Børnebidrag - tilbagefordeling tillades

Nyt fra Focus Advokater, den 20.4.2016

Tilbage i marts rullede historien om den 7-årige Mikkel, der blev opkrævet restskat, fordi hans far i ét år betalte flere års ophobede børnebidrag. Restskatten opstod, fordi SKAT nægtede at tilbagefordele bidragene til de indkomstår, som de vedrørte.

SKAT har taget kritikken til sig og vil nu ifølge udkast til nyt styresignal ændre praksis, således at tilbagefordeling tillades. For den 7-årige betyder det, at han slipper for restskat, fordi det betalte bidrag kan fordeles på flere indkomstår.

Børn beskattes kun af børnebidrag, der overstiger normalbidraget. Derudover har børn som alle andre et personfradrag. Børnebidrag beskattes i betalingsåret. Dvs. hvis faderen f.eks. betaler børnebidraget for 2014 og 2015 i 2016, vil barnet skulle beskattes i 2016, fordi de betalte bidrag tilsammen overstiger normalbidraget for 2016. Med praksisændringen kan barnet nu søge om at få tilbagefordelt de betalte bidrag til 2014 og 2015, så skatten undgås.

SKATs praksisændring skal gælde både for børnebidrag og for underholdsbidrag til tidligere ægtefæller.

For at få tilbagefordeling skal man anmode SKAT om det inden udgangen af det kalenderår, der følger efter det indkomstår, hvor udbetaling har fundet sted. Er udbetalingen f.eks. sket i 2016, skal man anmode om tilbagefordeling inden udgangen af 2017. Praksisændringen skal gælde for betalinger sket i 2015 og frem. Derudover kan man få sin sag genoptaget, hvis man har fået afslag på tilbagefordeling i 2013 og frem.

Af: Advokat Heidi Bøgelund Hansen, den 20.4.2016.

Indlæg af